Stella og Martin Vang har været sammen i over 26 år, og under coronakrisen skulle de have fejret, at de har været mand og kone i 12 1/2 år.

Men coronakrisen satte en stopper for fejringen. Måske ikke verdens undergang, vil mange tænke. Men for Stella og Martin tæller hver dag og hver fejring. Ud af de 26 år, parret har været sammen, har Stella Vang været syg i 22 år. Blandt andet med lymfekræft og afledte sygdomme heraf. Og Martin har flere gange troet, at han mistede hende.

I de situationer har det været ham, der skulle give deres tre børn på 13, 15 og 19 år tryghed – give dem svar på spørgsmål, som han ikke selv kendte svaret på.

Stella vil gerne takke sin mand for at have været ved hendes side i alle årene, og derfor skrev hun til B.T.

Stella Vang havde sagt på forhånd, at Martin Vang er en lidt hård mand. Hendes kærlighedserklæring var dog nok til at få tårerne frem.
Stella Vang havde sagt på forhånd, at Martin Vang er en lidt hård mand. Hendes kærlighedserklæring var dog nok til at få tårerne frem. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

B.T. har sat sig for at sprede kærlighed og skabe gode oplevelser efter coronakrisen, som har ramt mange mennesker. Vi har spurgt jer, hvem krisen har været særlig hård ved, og hvem der derfor fortjener et 'Bare Tak' og en påskønnelse. Stella Vang skrev blandt andet til os:

'Min hilsen skal gå til min højtelskede mand, fordi vores kobberbryllup blev aflyst på grund af covid-19. Fordi han er børnenes og min klippe, vores fundament. Han er altafgørende for vores familie. Vores liv har været en kamp på grund af mit lange sygdomsforløb, og vi kæmper stadig.'

Da først Martin Vang begyndte af fortælle om Stellas sygdomsforløb og deres kærlighed, kunne han hverken stoppe ordene eller tårerne. I videoen øverst kan du høre hans rørende talestrøm.

Se alle de tidligere overraskelser her.