Under påskud af at de skal måle op til borde til deres bryllup næste år, har Glen Poulsen sat sin kommende kone, Sarah Pedersen, stævne på Badehotellet Klitgaarden.

Her skulle de have holdt deres drømmebryllup 6. juni 2020, men coronakrisen satte en stopper for det. Selv om brylluppet nu er planlagt til 5. juni 2021, havde Glen Poulsen set frem til at bruge anledningen til at takke sin kommende kone.

Blot fire uger efter de havde fået deres yngste søn, skulle Glen udstationeres, og Sarah tog sig derfor både af en sygdomsramt nyfødt, deres større dreng på nu fire år og et landsted.

Derfor var Glen Poulsen også en af de mange, der skrev til B.T., da vi efterspurgte folk, som fortjener en særlig tak. Et 'Bare Tak' til personer, som har været udfordret under coronakrisen, og som fortjener en kærlig overraskelse.

Overraskelsen fandt sted på Badehotellet Klitgaarden, hvor bryllupsfesten skulle være holdt.
Overraskelsen fandt sted på Badehotellet Klitgaarden, hvor bryllupsfesten skulle være holdt. Foto: Martin Lundgaard Pedersen
Vis mere

Glen Poulsen skrev blandt andet til B.T.:

'Hun (Sarah, red.) klarede det så vanvittigt flot, men hun var på kanten af sammenbrud, da jeg vendte hjem efter 195 dage. Hun fortjener at få at vide, hvor sej hun er. Sarah blev skind og ben i løbet af det halve år, fordi hun brugte alle sine vågne timer på at passe alt. Hun fortjener en overraskelse.'

Helt uvidende om overraskelsen vælger Sarah at ankomme løbende til badehotellet, og det bliver derfor en svedig overraskelse med videohilsener, kage, bobler, og livemusik.

I videoen øverst kan du se, hvordan Sarah tacklede overraskelsen.