Kæmpe kærlighedsfest!

Medina markerede fredag aften sin legendestatus i Royal Arena med et både rørende og eksplosivt hitshow, der undervejs udløste flere primalskrig.

Medina ligner en, der går et ualmindeligt sjovt 2024 i møde.

Det er i år 16 år siden, hun brød igennem med hitsinglen 'Kun for mig', og efter en masse bump på vejen høster hun i år frugterne med koncerter på landets allerstørste scener.

Københavns Royal Arena fik æren af at være vært for årets første store Medina-fest, og fra hun gik på til 'Velkommen til Medina', til hun sluttede af med 'Kun for mig', havde hun den ekstatiske sal i sin hule hånd.

Medina var ikke kommet for at spille kostbar, hun spillede på alle tangenter, og det flød med både fine ballader og hårdtpumpet popmusik ud af højtalerne fra start til slut.

Burhan G kiggede forbi til 'Mest ondt', så det halve havde været nok. 

Thomas Helmig var der for faen!

Medinas mand, Malo Chapsal leverede aftenens fine intime øjeblik, da han tydeligt rørt og overrasket pludselig dukkede op på storskærmen til 'Rick Ross', og undervejs blev der også flot bygget bro til næste generation med indhop fra Dopha og Kind Mod Kind.

Engang imellem druknede Medinas stemme i musikken, og på gæstefronten var der jo som sådan heller ikke de store overraskelser, men det er småting.

Medina var fredag aften i sandhed dronning af pop, og skal du se hende i Aarhus, i Roskilde eller hvor hun ellers kigger forbi i år, så kan du roligt begynde at skrue forventningerne i vejret.