Anders Breinholt er tilbage med et nyt talkshow.

'Natholdets' faste rammer er skiftet ud med et langt mere rodet udtryk, og selvom alt nyt selvfølgelig kræver tilvænning, blev premieren på 'Breinholts' stærkt hæmmet af særligt to ting.

Det er svært at få langvarig succes med talkshows i Danmark.

Populære navne som Casper Christensen, Melvin Kakooza og Christian Fuhlendorff har i nyere tid forsøgt sig med blandet held, og der ramte Anders Breinholt som få plet med 'Natholdet', som han kørte med sikker hånd på TV 2 i 11 år, indtil han i 2021 sagde stop.

Nu er han så skiftet over til TV3 og Viaplay med sit nye talkshow-format 'Breinholts', der at dømme ud fra premiereudsendelsen skal virke langt mere 'afslappet' end 'Natholdet'.

Jakkesættet og den skarpe klassiske bordopsætning, hvor man har vært og gæst lige foran sig, er nu byttet ud med et kamera, der flyver mere rundt i studiet.

Det giver god mening, at man ikke bare laver en fortsættelse af 'Natholdet', og det kan også være, at der kommer mere ro på, når den indledende præsentation er overstået, men til at starte med skete der både visuelt og gimmick-mæssigt alt for meget på én gang.

Eksempelvis skulle vi flere gange - umiddelbart uden nogen grund - stille over til Breinholts fire medarbejdere i den anden ende af rummet.

Foto: Pressefoto
Vis mere

De sad bare tavse ved deres computere uden at bidrage med underholdningen, og ideen med at have en mikrofon til at optage lyden udenfor studiet var forhåbentlig også sjovere på papiret.

Men altså, første gæst i 'Breinholts' var Sofie Linde, og det kan man jo ikke fortænke dem i.

Hun er både et stort navn, en ven af Breinholt og altid et festligt indslag, så det er jo et stærkt og sikkert udgangspunkt, men i denne omgang blev det dog næsten FOR festligt.

Anders Breinholt er kendt for at skabe god stemning, og det får man også med 'Breinholts', men - og måske er det mit jyske sind - Sofie Linde kom til at fremstå alt for overgearet glad over at være med.

Det kan have en smittende effekt at se andre grine - og Linde og Breinholt har jo helt sikkert hygget sig i studiet - men undervejs blev der grinet lidt for meget over de forskellige indslag, der reelt ikke bød på SÅ meget genialt indhold.

Først fortalte hun om et mislykket frisørbesøg i Thailand.

Her havde det været sjovt at se billeder af den mislykkedes frisure, men i stedet fik vi bare et par feriebilleder af Sofie Lindes mand, tv-vært Joakim Ingversen.

Talkshowets hovedindslag skal have ros for at gå all in, men her var det samtidig også tydeligt, at det hele var alt for instrueret.

Foto: Pressefoto
Vis mere

I indslaget overraskede Anders Breinholt Sofie Linde med at vise et klip, hvor han havde kørt en busfuld turister ud forbi hendes sommerhus på Langeland.

Sofie Linde kæmper med nysgerrige seere, efter at sommerhuset har været hovedperson i tv-programmet 'Linde på Langeland', og selvom hun måske har følt det grænseoverskridende, faldt indslaget til jorden med 'turisternes' dårlige skuespil, der på ingen måder virkede ægte.

Derudover havde Sofie Linde medbragt en lejlighedssang til Anders Breinholt, som blev lidt for internt et indslag, ligesom at de til sidst skøjtede alt for hurtigt over det faktum, at de engang måtte aflyse et fælles show.

Når Anders Breinholt og Sofie Linde jo netop kender hinanden så godt, havde det været interessant, hvis de havde turdet give lidt mere af sig selv, men det skete desværre aldrig, og på den måde fik premieren på 'Breinholts' aldrig rigtig luft under vingerne.

Foto: Pressefoto
Vis mere

Anders Breinholt sender hver tirsdag og torsdag frem til sommer, så de kan jo sagtens nå at pudse konceptet af endnu.

Jeg er stadig nysgerrig på at se, hvad der sker, når premierenerverne er rystet af, men indtil videre savner jeg stadig mest de gode gamle dage med 'Natholdet'.