Jeg er faktisk lidt overrasket over, hvor skuffet jeg er. Især på vegne af de mange, mange fans, der har fulgt trofast med de sidste ti år.

Det store finaleafsnit af 'Badehotellet' lagde fint ud med flere sjove scener, men pludselig røg al luft ud af ballonen, og de sidste tyve minutter føltes på flere måder som ét langt antiklimaks.

Alt var i spil!

Før sidste afsnit havde forfatterne bag 'Badehotellet' smart holdt en masse historier åbne, så man kunne glæde sig til at se, hvordan det hele endte - ikke kun for hotellet, men for nærmest samtlige karakterer.

Fru Frigh og fru Madsen i kamp for at holde hotellet i live.
Fru Frigh og fru Madsen i kamp for at holde hotellet i live. Foto: TV 2
Vis mere

Og det startede jo altså også rigtig fint og underholdende.

Den amerikansk-svenske skuespiller Stephanie Hayes, der som fru Serup har været en af sæsonens positive nyheder, åbnede ballet med sine dejlige onde planer om, at ville rive badehotellet ned.

Det fik især de kvindelige gæster på hotellet til at gå til modangreb, og i en herlig omgang folkekomedie, forsøgte de ad flere omgange at stoppe hende, før hr. Madsen sjovt kom til at ødelægge deres plan om at lade hr. Ødegaard spille en mand fra kommunen.

Vi fik også en sød afrunding af grev Ditmar og Hr. Duponts historie med deres planer om at slå sig ned i Sydfrankrig, men så gik det galt.

I stedet for at holde spændingen til det sidste, opgav hr. Serup  for det første pludselig bare sit byggeprojekt, fordi han ikke orkede mere bøvl.

Så valgte man at skrue tiden et år frem til sommeren 1947, og hvor det her havde været oplagt - og til ære for de mange fans - at slutte med et følelsesmæssigt brag, holdt man det i stedet lidt for leverpostejsagtigt. 

Én ting er at Amanda og Uwe fik en lidt kedelig, udramatisk, lykkelig slutning i Tyskland, som ikke levede op til den rørende afsløring af deres forhold i afsnit tre.

Noget andet var den generelt halvmatte afslutning af historier.

Lars Ranthe som hr. Madsen.
Lars Ranthe som hr. Madsen. Foto: Mike Kollöffel
Vis mere

Jeg ridser op:

Hr. Madsen fortsatte blot sine forretninger i Danmark.

Hr. Weyse fortsatte også bare sin teaterkarriere som altid - nu med lidt international succes - og hr. Molins diamanteventyr viste sig aldrig at bidrage med større spænding end et lidt utroværdigt forhold til Kitty Hansen.

Selvom Bodil Jørgensens karakter, Molly Andersen, flere gange teasede for et potentielt rørende dødsfald, overlevede hun også og Morten og Fie? 

Uwe fik i sidste afsnit sluttet fred med sin far.
Uwe fik i sidste afsnit sluttet fred med sin far. Foto: TV 2
Vis mere

Ja, de flyttede bare hjem til Danmark, ligesom fru Frigh til ingens overraskelse fandt endegyldigt sammen med hr. Ødegaard.

Der var dog to ting, der både overraskede og skuffede mere end alt andet.

For det første valgte man simpelthen, at hr. Aurland og Otilia aldrig skulle have hinanden.

Modigt og på sin vis originalt, at man ikke ville tilfredsstille seerne på dét punkt, men alligevel lidt fesent, når der nu var lagt op til det igennem SÅ mange sæsoner.

Jens Jacob Tychsen som hr. Weyse.
Jens Jacob Tychsen som hr. Weyse. Foto: Mike Kollöffel
Vis mere

Den anden ting var aflysningen af fru Fjeldsøs store fødselsdagsfest.

Det havde været så festligt, at se alle de gamle karakterer smile samlet ved et langbord og på den måde binde en sløjfe på hele serien, men der var hverken gensyn med gamle karakterer eller nogen fest.

I stedet sluttede det bare i kaffestuen med bridge og hr. Weyse ved klaveret, og selvom det måske skal illustrere, at livet trods alt blot går videre, så blev det desværre også en slutning, som man hurtigt vil glemme.

'Badehotellet' har været en imponerende seersucces, og man fik ikke mindst skabt nogle ikoniske karakterer, men slutningen... Ja, serien og dens fans havde fortjent et mere mindeværdigt punktum.