Tal om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

For da NFL-stjernen Tank Dell, wide receiver hos Houston Texans, natten til søndag var til stede ved et event i Florida, blev han pludselig fanget i krydsilden, da en person åbnede ild efter en uenighed med en tredje person.

Et inferno af skud og kaos brød pludselig ud, hvorfor folk måtte flygte for deres liv, inden en sikkerhedsvagt heltemodigt tacklede manden, der skød løs.

Det voldsomme skyderi tog om sig, for hele ti personer blev ifølge ABC 13 ramt af skud, men til stort held pådrog ingen sig livstruende skader.

Foto: Eric Christian Smith/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Siden har politiet i Seminole County gjort status, og her fortæller sherif Dennis Lemma blandt andet mandag:

»Dell var et offer. Han stod bogstaveligt talt LIGE i skudlinjen,« fortæller han på et pressemøde, hvor politiet viser en video af episoden, hvor det angiveligt er en 16-årig dreng, der åbner ilden.

Han sigtes for forsøg på manddrab, for at skyde på offentlig ejendom og for som mindreårig at være i besiddelse af et håndvåben.

Tank Dells klub Houston Texans reagerede efterfølgende på skudepisoden.

»Han pådrog sig et mindre sår, men er nu blevet udskrevet og han er ved godt mod. Vi er i kontakt med ham og hans familie, og vi vil opdatere, når det er passende,« skriver klubben blandt andet.

Tank Dell forventes at komme sig helt, og det vil gøre ham i stand til at fortsætte for Houston Texans, hvor han i sin rookie-sæson gjorde det strålende.

Han tegnede sig for 47 receptions, 709 yards og syv touchdowns i 11 kampe.