I sidste uge valgte Billed-Bladet at trække en række billeder af kronprins Christian tilbage.

Forklaring var, at Kongehuset havde kontaktet mediet med budskabet om, at billederne var ulovlige at bringe, og derfor blev de trukket tilbage.

Men problemet med den forklaring er, at den ikke ser ud til at holde vand.

Det mener en juraprofessor, som B.T. har talt med.

På billederne, som Billed-Bladet bragte mandag i sidste uge, kunne man se kronprins Christian komme kørende alene i en sølvgrå BMW X1 på slotspladsen ved Amalienborg.

»Artiklen (med billederne red.) ligger på sitet mandag aften og indtil tirsdag formiddag, hvor jeg bliver ringet op af kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, der meddeler mig, at billederne er ulovlige at bringe, da det er kronprins Christians privatsfære, han er fotograferet i. Af den grund tager vi artiklen af sitet,« oplyste Billed-Bladets ansvarshavende chefredaktør Annemette Krakau til Ekstra Bladet.

Flere medier har bragt historier om billederne af Kronprinsen i bilen - blandt andre Se og Hør, der mente, at kronprinsen havde glemt at tage sele på. 

B.T. har set billederne af kronprins Christian i bilen, men det har ikke været muligt at be- eller afkræfte, om tronfølgeren skulle have kørt uden sele.

Sten Schaumburg-Müller, der er professor og dr.jur. ved det juridiske institut på Syddansk Universitet, mener dog ikke, at det er noget ulovligt ved billederne.

Der er gennem tiden taget flere billeder af den kongelige familie, mens de kører bil, hvor de ikke er blevet stemplet som ulovlige af Kongehuset. Kongehuset ønsker dog ikke at svare på juraprofessorens vurdering af billederne.
Der er gennem tiden taget flere billeder af den kongelige familie, mens de kører bil, hvor de ikke er blevet stemplet som ulovlige af Kongehuset. Kongehuset ønsker dog ikke at svare på juraprofessorens vurdering af billederne.
Vis mere

Det oplyser han i et skriftligt svar til B.T.

»Billedet er efter alt at dømme ikke ulovligt, da bilen og dermed kronprinsen befinder sig på frit tilgængeligt sted,« skriver Sten Schaumburg-Müller.

Man må nemlig gerne fotografere folk på offentlige steder - eksempelvis i parker eller på gaden. 

Der er også spørgsmålet om privatlivets fred, men det mener juraprofessoren ikke gør sig gældende i dette tilfælde.

»Der er jo ikke noget privat i at køre bil,« skriver han.

Der er tidligere bragt billeder på flere medier af den kongelige familie, mens de har været bag rattet.

Billede fra da prins Joachims Athena skulle starte i skole.
Billede fra da prins Joachims Athena skulle starte i skole. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derfor ville B.T. også meget gerne have svar på, hvorfor Kongehuset i dette tilfælde mente, at det skulle være ulovligt for Billed-Bladet at bruge billederne af Kronprinsen. 

B.T. har kontaktet Kongehusets pressetjeneste for at få svar på, hvori det ulovlige ved billederne består, men de har ikke ønsket at besvare vores spørgsmål.