Ifølge kommunernes formand kan nedskæringer ikke fortsætte. Nu begynder forhandlinger om næste års økonomi.

Mandag indleder Kommunernes Landsforening forhandlinger med regeringen om næste års økonomi til skoler, ældrepleje, daginstitutioner og alle de andre velfærdsområder, som landets 98 kommuner driver.

Det sker efter længere tids debat om stigende udgifter på specialområdet, der presser kommunerne og får dem til at spare på de almene områder.

Ifølge KL-formand Martin Damm (V), der også er borgmester i Kalundborg, går det ikke længere.

- Det kommer jo til udtryk, når kommunerne skal lægge budget, fordi så må de ud og spare på folkeskolen og på ældreområdet for at skabe plads til de her udgifter, der løber rigtig stærkt.

- Det bliver en nøglediskussion, at man ikke kan ikke blive ved med at skære ned på det almene område for at løse de specialiserede opgaver, siger han.

Kommunernes udgifter på det såkaldt specialiserede socialområde, der dækker over børn og voksne med handicap og særlige udfordringer, er ifølge KL's beregninger steget fra 56,7 milliarder i 2018 til 62,7 milliarder i 2023.

Flere har brug for hjælp, og tilbuddene bliver dyrere.

Torsdag blev regeringen og Liberal Alliance, De Konservative samt Radikale Venstre enige om en rammeaftale for handicapområdet. Den skal med en række initiativer lægge låg over udgifterne.

Blandt andet ved at rydde ud i rigide regler og sagsbehandling.

Ifølge borgmester i Helsingør Benedikte Kiær (K) er det en nødvendig aftale, der på sigt kan give kommunerne nogle redskaber til at få styr på udgifterne.

Men aftalen løser ikke problemerne nu og her, tilføjer hun.

- Jeg kan blive bekymret for, at man i Finansministeriet siger, at så er det fikset med den her aftale.

- Fordi vi har i den grad udfordringer med at få håndteret økonomien på de specialiserede områder. Og det har i den grad betydet, at vi har måttet grave dybt også på almenområderne, siger hun.

En række organisationer har advaret om, at der ikke følger penge med i handicapaftalen, som kan blive en spareøvelse.

- Vi går ind i det videre arbejde med et stort ønske om at sikre, at de borgere, der har brug for det, får den rette hjælp og støtte - samtidig med at vi kan holde styr på økonomien på tværs af velfærdsområderne, siger KL-formanden.

/ritzau/