Elbilproducenten Tesla er involveret i en strid, som nu er endt i retten.

Modparten hedder også Tesla, og det er netop sagens kerne.

Tesla og milliardæren Elon Musk har således sagsøgt en indisk batteriproducent ved navn Tesla Power for at misbruge elbilproducentens velkendte varemærke, skriver Reuters.

Det kræver Musk og Tesla en erstatning for, samt et påbud om, at batteriproducenten fra Indien fremover ikke må markedsføre sig under Tesla-navnet.

Under retssagen, som kører i Indien, er det kommet frem, at elbilproducenten Tesla opdagede, at den indiske batteriproducent benyttede Tesla-navnet i 2022, og at sagen er endt i retten, fordi det ikke er lykkes at overtale det indiske firma til at markedsføre sig under et andet navn.

Det lyder måske som et klart brud på markedsføringsloven, men sagen er ikke nødvendigvis så ligetil endda.

Indiske Tesla Power hævder nemlig, at firmaet har opereret i Indien under det navn længe inden, den amerikanske bilproducent kom til landet.

»Vi har aldrig påstået at have forbindelser til Elon Musks Tesla,« siger talsmanden for Tesla Power, Manoj Pahwa, ifølge Reuters.

Næste retsmøde i sagen er 22. maj.

B.T.s Niels Philip Kjeldsen og landets bedste eksperter giver konkrete, gratis råd til alle, der gerne vil træffe bedre økonomiske valg i deres liv. Vi er altid på jagt efter besparelser.