Anbefalingen er klar: Kog vandet i to minutter, før du drikker det.

Sådan lyder det fra Skive Vand A/S til deres kunder på Fur, skriver TV Midtvest.

Der er nemlig risiko for, at vandet er forurenet fra Fur Vandværk.

»Vi bliver nødt til at reagere på sådan en prøve. Der kan være tale om en prøvefejl, men det kan vi ikke vide,« siger direktør for Skive Vand A/S, Ivan Drejer, til mediet.

Der bliver taget nye prøver af vandet mandag, som vil vise, hvorvidt der er tale om forurenet drikkevand eller en prøvefejl.

Det vides ikke, hvilken form for bakterie der potentielt er i drikkevandet.

Direktøren bekræfter også over for mediet, at de er i kontakt med Skive Kommune og de relevante myndigheder.