Lige nu har McDonald's en masse reklamer for 'Homestyle Pebersauce'. Den er endda udviklet i samarbejde med gourmetkokken Brian Mark fra Søllerød Kro.

Vi er således på 'øverste, øverste, øverste' kulinariske hylde. Troede jeg.

Nedturen
McDonald's har været en del af mit liv i næsten 50 år. Første gang jeg spiste hos verdens største burgerkæde var tilbage i 1978. Det var virkelig fremragende.

Dengang var fastfood ikke kompliceret: Man kunne man vælge mellem røde pølser og ristede pølser - og selvfølgelig hotdogs. Hvis det virkelig var vildt, var det en grillkylling med pomfritter, som var et festmåltid. 

Og så smagte jeg McDonald's. Det var en ny dimension af fastfood.

Derfor har jeg været fan lige siden. Desværre fik jeg en alvorlig nedtur ved mit seneste besøg på McDonald's. 

McDonald's skriver, at de har gjort sig umage, og de har prøvet igen og igen, lige indtil de rammer rigtigt. Det rammer bare helt ved siden af med 'Homestyle Pebersauce'.

Bøffen er kedelig. Tynd og bleg. 'Juicy', som McDonald's betegner den. Tja, den virkede ikke særlig 'juicy' på mig. Den var nærmere det modsatte.

Smagen kommer først, når man er midt inde i burgeren. Men så er der masser af den. I et par sekunder, så er den eneste bid med smag væk. Det må være pebersauce, som de taler om i reklamerne.

Da 'Homestyle Pebersauce' blev lanceret gav det anledning til utilfredshed. Den var ganske enkelt for stærk. 

Derfor har McDonald's justeret smagen. Desværre alt for meget, lader det til. Nu smager den ikke af ret meget. Den er blevet intetsigende. Løgringe er der en af - eller 'Onion Rings' som det hedder på McDonaldsk.

Burgerbollen er ligesom hende, du gik i klasse med i folkeskolen, som du ikke kan huske, hvad hedder. Den er der, men det er bare noget, som man glemmer med det samme.

Naturstridige gulerødder
Da jeg valgte menu, kunne jeg vælge mellem gulerødder og fritter. Det var et nemt valgt. Det er naturstridigt at spise gulerødder til en burger. Derfor var min burger ledsaget af en mellemportion fritter i det røde kræmmerhus, der er designet til at se overfyldt ud.

Fritter var som altid fine på McDonalds. Lidt som en Kia. Kører fint. Men ikke blæret. 

Et perfekt industriprodukt, som har været nedfrosset i en periode og har fået en tur i den gyldne brønd med friture og med masser af salt til at give smag.

Det var faktisk fint. Jeg har aldrig oplevet at McDonald's har svigtet her. Det skete heller ikke i Brøndby. Tak for det. Faktisk var fritterne bedre end 'Homestyle Pebersauce'-burgeren.

Colaen var den sædvanlige Cola Zero. Dog uden sugerør fandt jeg ud af, da jeg åbnede posen udenfor i det gode vejr med mit måltid. Til gengæld var der masser af servietter.

Griseri udenfor
Der er gode siddepladser foran McDonald's i Brøndby, så man kan sidde udenfor og nyde trafikken på den befærdede Roskildevej og se et stort reklameskilt fra en nærliggende tankstation, hvor der var tilbud på franske hotdogs.

Jeg fortrød, at jeg ikke havde købt dem i stedet for. Til gengæld kunne jeg glæde mig over den smilende smiley, som grinede til mig, mens jeg spiste min mad.

At der er rent og ryddeligt på McDonalds er et af de helt centrale elementer i konceptet. Det er helt skævt, når det flyder med affald udenfor. Endda med emballage af deres egne produkter.

Derfor er der ingen vej udenom: Det bliver tæt på bunden med to stjerner. Burgeren var ikke god, og griseriet udenfor trak også ned.

Det bliver ikke bedre af, at der sidder to midaldrende mænd og ryger ved siden af. Det gør ikke noget godt indtryk. Også selvom McDonald's har placeret et askebæger på væggen.

Under middel. Der er ingen vej udenom. Endda af en mangeårig, dedikeret fan af verdens største burgerkæde. Griseri udenfor trækker dem helt ned i kælderen.

Tommel op: Fritterne, hurtig og nem bestilling via appen, maden var færdig, da jeg kom.

Tommel ned: Burgeren, sovsen, rygning udenfor, griseri på trods af de store affaldsspande.

Har du lyttet til B.T.s nye podcast Spar Kassen?

Vi var til fest med Rema 1000, da de torsdag ramte en historisk milepæl. Vi tager lytterne med til fest, og så taler vi om Rema 1000s regnskab. Og til sidst får du naturligvis et godt sparetip!

Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at klikke play herunder.