Danmarks ishockeylandshold slog Polen med 3-1 i den sidste test før VM, hvor Danmark skal i aktion lørdag.

Danmarks mandlige ishockeylandshold hentede en sejr i den sidste testkamp før VM, der begynder senere på ugen i Tjekkiet.

På udebane mod Polen i Sosnowiec vandt Danmark med 3-1.

Polen deltager også ved VM, og det er endda første gang i 22 år, at Polen er med i det bedste VM-selskab.

Her er Danmark blevet fast inventar, og derfor var det ikke uventet, at Danmark kunne vinde i generalprøven.

Man skulle dog hele 38 minutter ind i kampen, før den første scoring faldt. Den kom kort før anden periodes udløb fra Alexander True, der netop har forstærket den danske VM-trup.

True sluttede sig til VM-truppen så sent som i søndags. Han afsluttede i sidste uge sin sæson for Charlotte Checkers i AHL, som er ligaen lige under NHL, og var indstillet på at spille VM for anden gang i karrieren.

Den 26-årige center, der står noteret for 27 NHL-kampe, var også med i 2021.

Mikkel Aagaard, der til daglig spiller i svenske MoDo, øgede den danske føring 33 sekunder inde i tredje periode, men Polen reducerede halvandet minut senere ved Bartosz Fraszko.

Den 19-årige Oscar Fisker Mølgaard, der spiller for svenske HV71, bragte Danmark foran med 3-1 under powerplay med seks minutter tilbage.

Danmark indleder VM mod Østrig i Prag på lørdag klokken 16.20.

/ritzau/