Undskyldninger på undskyldninger. 

Det er det indtryk, Eva Sønnichsen og hendes mand står tilbage med efter et nyligt infomøde med det efterhånden omstridte sommerhusudlejningsfirma: 

»Det var en charmeoffensiv og for at vise sig fra sin gode side – for der er intet sket.«

Sådan lyder ordene fra Eva Sønnichsen, efter hun og andre sommerhusejere på Rømø deltog i et møde afholdt af DanCenter i start april. 

Her fik de lovet, at der ville komme styr på tingene. At de ville få deres penge tilbage. Straks. 

Men i dag – knap en måned senere – står parret fortsat med den samme frustration og uden penge fra firmaet på kontoen.

Penge, parret kræver, efter DanCenter ad flere omgange har udlejet deres sommerhus til halv pris – uden lige at få det godkendt af Eva Sønnichsen og hendes mand først, forklarer hun: 

»Da vi fik de første afregninger og kunne se, at det ikke passede med vores aftale, skyndte vi os at spærre alt, vi kunne, for at begrænse skaderne. Derfor nåede DanCenter ikke at udleje vores sommerhus til den forkerte pris særlig længe,« siger Eva Sønnichsen, der fortsætter:

»Så de skylder os 'sølle' 5000 kroner, men for andre gælder det måske 50.000 kroner. Derfor er det mere af princip, at vi bliver ved med at tage kampen.« 

Både inden, under og efter mødet har parret forsøgt at komme i kontakt med DanCenter for at gøre dem opmærksomme på, at de skylder dem penge, forklarer Eva Sønnichsen. 

Her har svaret været, at man straks vil ordne det. At pengene er der lige om lidt. 

»Der er mange gode forklaringer og dårlige undskyldninger. Det er mit klare indtryk, at de andre på mødet heller ikke har fået hjælp,« siger Eva Sønnichsen. 

B.T. har foreholdt DanCenter kritikken. I et skriftligt svar oplyser en ikkenavngiven talsperson, at man har afholdt flere infomøder med sommerhusejere på baggrund af klager om, at DanCenter ikke har været 'let tilgængelige':

»Mange problemer er succesfuldt blevet løst under disse møder. Selvom der lejlighedsvis har været forsinkelser på de løsninger, vi har lovet, anmoder vi om, at sådanne isolerede tilfælde ikke overskygger eller ignorerer den betydelige indsats, vores team har påtaget sig i forbindelse med at afholde disse møder.«

»På spørgsmål omkring prisfastsættelse har DanCenter introduceret AI-baseret dynamisk prissætning, som justerer boligudlejningen regelmæssigt baseret på faktorer som efterspørgselsmønstre i nabolaget, sæsonbestemthed, beliggenhed og markedsforhold for at optimere omsætningen.«

DanCenter tilføjer, at man vil undersøge sager nøje i de 'isolerede tilfælde', hvor husejere har mistet omsætning som følge af prisfastsættelse-systemet. 

Problemerne hober sig op 
Det er bestemt ikke kun Eva Sønnichsen og hendes mand, der har været svært utilfredse med DanCenter på det seneste. 

B.T. har de seneste mange måneder beskrevet, hvordan udlejere, gæster og sågar personale har haft knap så heldige oplevelser med sommerhusudlejningsfirmaet. 

I marts fik Mikkel Manniche og vennerne for eksempel aflyst deres tur i sidste øjeblik, mens Karin og hendes mand mødte op til et møgbeskidt og koldt sommerhus i april. 

Kort efter blev det Annette Holger Haarbys tur, da fremmede pludselig dukkede op ved hendes sommerhus, mens hun selv holdt ferie – og for nylig kunne Dina Langmach så fortælle, hvordan hun endnu ikke havde modtaget sine knap 30.000 lønkroner af firmaet.

Det er blot få af adskillige eksempler.

For Eva Sønnichsen og hendes mand har DanCenters brud på aftalen haft den konsekvens, at de har opsagt samarbejdet: 

»Der er flere ting, vi har været utilfredse med. Nu har vi indgået en aftale med et nyt bureau,« siger Eva Sønnichsen. 

DanCenter oplyser, at man i Eva Sønnichsens tilfælde nu har gennemført overførslen, og at firmaets administrerende direktør, Ritesh Argawal, personligt gik ind i sagen for at 'fremskynde processen.'