'Hashplader kbh', 'Hashlevering kbh', 'Juu Cph' og 'Kbh Juu Levering'.

Kært barn har mange navne, lyder det kendte ordsprog.

Og det samme kan siges om profiler på Snapchat, hvor det er muligt at bestille og få leveret hash eller andre stoffer.

I april kunne B.T. nemlig fortælle, at man let kunne finde et hav af profiler, der solgte hash på det sociale medie.

Det fik dengang Folketingets Retsudvalg – efter ønske fra Danmarksdemokraternes Betina Kastbjerg – til at stille et spørgsmål til justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Retsudvalget ville blandt andet gerne høre ministerens kommentar til de mange profiler, og det har han nu svaret på.

»Jeg finder det dybt bekymrende, at sociale medier bliver misbrugt af kriminelle, der bruger dem som en forretningsplatform for deres kriminelle aktiviteter,« skriver Peter Hummelgaard i et svar til retsudvalget og fortsætter:

»Det er i mine øjne endnu et eksempel på, at udbyderne af sociale medier skal tage mere ansvar for indholdet på deres platforme.«

Da B.T. i april skrev til en af profilerne, om den solgte hash, var der under en time efter svar:

»Ja. Hvad skal du bruge?,« lød det tilbage.

B.T. spurgte herefter, hvad det kostede, og om det var muligt at få leveret hashen til det indre København.

»Kommer an på hvor meget du skal bruge,« skrev profilen tilbage.

Her kan du se den korte korrespondance med en af hashprofilerne.
Her kan du se den korte korrespondance med en af hashprofilerne.
Vis mere

Men det skal stoppes, understreger Peter Hummelgaard.

»Jeg er meget optaget af, at vi gør, hvad vi kan for at komme narkotikakriminaliteten til livs. Det samme gælder politiet, der forfølger narkotikakriminaliteten, uanset hvor den finder sted – også på nettet og sociale medier,« lyder det fra ministeren, som ikke vil udelukke eventuelle tiltag:

»Jeg vil heller ikke udelukke, at der kan være behov for flere lovgivningsmæssige tiltag på området.«