Spørger man DR's grandprix-ekspert og kommentator, er Danmark i år desværre kommet i den 'svære' semifinale ved Eurovision.

Vi har misset finalen tre år i træk, og i år ligger vi ifølge bookmakerne også på vippen til at ryge ud, før det bliver sjovt, men ifølge Ole Tøpholm er der flere ting, der taler for dansk semifinale-succes.

10 ud af semifinalens 16 deltagere går i aften videre til lørdagens finale.

Danmark skal blandt andet kæmpe mod Schweiz, Holland og omdiskuterede Israel, der alle spås gode chancer i finalen.

Saba under generalprøven i Malmø.
Saba under generalprøven i Malmø. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi ER i den svære semifinale. Det havde været væsentlig lettere for Danmark, hvis vi var i den første semifinale,« lyder det fra Ole Tøpholm, der vurderer, at tirsdagens havde flere 'lette' modstandere som Polen, Portugal, Serbien og Australien.

Hvad taler for, at Danmark går videre til finalen?

»At vi har en god sang og en god melodi, som har et stærkt omkvæd og nogle stærke højdepunkter undervejs både visuelt, men også rent lydproduktionsmæssigt. Det taler klart for.«

Hvad taler imod?

»At den danske sang risikerer at drukne i et felt, hvor man vil opleve, at der rigtig mange kvinder. Det er skønt, at der er mange kvinder med, men det gør bare, at der virkelig er kamp på den konto.«

Han fortsætter:

»Lige inden Danmark har vi Østrig, som er en virkelig 90'er-fest med en sangerinde, der danser rundt i laserlys. Efter Danmark får vi en østeuropæisk folkefest med Armenien, og her kan der jo godt være nogle seere, der synes, at Danmark er lidt kedelig.«

Siden Saba vandt det Danske Melodi Grand Prix, har man finpudset hendes sceneshow og opjusteret på effekterne.

Saba og Ole Tøpholm til et pressebrief på Eurovision i København den 30. april.
Saba og Ole Tøpholm til et pressebrief på Eurovision i København den 30. april. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ole Tøpholm forklarer, at Saba kommer med et større setup både med hensyn til lys, røg og computereffekter, og det kan sagtens gøre en forskel.

Han fremhæver en anden detalje, der er forbedret:

»Til det danske grandprix stod hun bag et mikrofonstativ. Hun er jo ikke så høj, og det gjorde, at hun nærmeste druknede bag stativet. Det er nu væk, og det gør bare visuelt en kæmpe forskel.«

Han fortsætter:

»Det er måske ikke noget, man tænker over, når man ser det, men havde der været et mikrofonstativ, var hun druknet bag det, og så havde man tænkt over det. Og på den måde har man arbejdet på mange forskellige planer med at prøve at forbedre de tre minutter, som det handler om.«

Alt i alt er Ole Tøpholm optimistisk.

Han bilder sig ikke ind, at vi vinder Eurovision i år, men han mener heller ikke, at vi på samme måde som de seneste par år har været bagud fra start.

»Det kræver en god indsats, men det kan sagtens lade sig gøre at komme i finalen. Jeg forventer, at vi får en placering mellem otte og 12 i semifinalen, og hvis vi bare er nummer 10, er vi jo i finalen.«