Vejret ser ud til at skifte, og prognosen spår byger til store dele af landet.

Det er dog ikke alle danskere, der skal finde paraplyen frem.

»Det ser ud til, at der søndag kommer byger sydvest fra, som både rammer Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm.«

Sådan lyder vurderingen fra vagthavende meteorolog ved DMI, Mille Jensen.

Hun oplyser, at ét område af landet til gengæld kan læne sig tilbage og nyde det solskinsrige vejr lidt længere.

»I Nordjylland kommer der slet ingen regn, og sådan ser det ud til onsdag,« siger meteorologen.

Hun fortæller, at temperaturen fortsætter på samme niveau.

I Nordjylland kan temperaturen nå op på de 24 til 25 grader, hvor det i de regn ramte områder nok nærmere vil ligge på 22 grader.

På den anden side af bygerne, kan der igen være solskin på vej. Dog med lidt flere skyer.

»Men det er jo også fordi, vi slet ikke har haft skyer på himlen,« siger meteorologen.

Hun fortæller, at prognosen gælder frem til onsdag. Herfra tør hun ikke skyde på, hvad der sker, udfra de meldinger de har til rådighed på nuværende tidspunkt.